I denne artikel dykker vi ned i betydningen af selvindsigt og hvordan du kan styrke den for at skabe sunde arbejdsrelationer, styrke den psykologiske tryghed og skabe endnu bedre resultater på din arbejdsplads.
Hvad er selvindsigt, og hvorfor er det vigtigt?
Den amerikanske forfatter og psykolog, Daniel Goleman, beskriver selvindsigt som en af de centrale komponenter i emotionel intelligens og definerer det som evnen til at genkende og forstå egne følelser samt deres indvirkning på ens tanker og adfærd.
Selvindsigt er en afgørende evne, der danner grundlaget for at kunne træffe gode beslutninger, kommunikere klart og udvikle sig både personligt og professionelt. Gennem refleksion og åbenhed kan man opnå større bevidsthed om sine styrker og svagheder, hvilket styrker både selvforståelse og relationer til andre.
Lær mere: Gode råd til et godt psykisk arbejdsmiljø
Fordele ved selvindsigt i arbejdslivet
En øget selvindsigt er generelt en god ting at besidde. Det præger både privatlivet og arbejdslivet i en mere afbalanceret retning, fordi du har en grundlæggende tro på dig selv og en tryghed i, at du kender til dine kvaliteter.
Vi har nedenfor samlet tre overordnede fordele ved at inkorporere en øget bevidsthed om selvindsigt i dit arbejdsliv:
- Styrket selvregulering: Ved at forstå egne reaktioner kan du bedre kontrollere dem, så de ikke skader dine relationer. En øget selvindsigt giver altså også en bedre forståelse af dine relationer til dine kollegere og de tilhørende reaktionsmønstre du kan have.
- Bedre konflikthåndtering: Selvindsigt gør det lettere at forstå, hvorfor konflikter opstår, og hvordan de kan løses konstruktivt. Samtidig bliver du også mere bevidst om din egen rolle i konflikterne og hvordan du bedst håndterer dem på en passende måde.
Lær mere om konflikthåndtering: 10 råd til konfliktløsning på arbejdet
- Øget trivsel: En høj grad af selvindsigt reducerer stress og skaber bedre arbejdsglæde. Det gør den fordi du automatisk bliver mere afslappet i dit arbejde når du kender til dine styrker og svageheder – og samtidig accepterer og omfavner dem. Ved at gøre selvindsigt til en del af dit arbejde, kan du altså også øge din trivsel.
Der er altså mange betydelige fordele ved at give sig i kast med at øge sin selvindsigt. Men, hvordan gør man det så?
Hvordan styrker du din selvindsigt?
Det er ikke en selvfølge at have høj selvindsigt. Helt basalt så kræver det, at du bliver bevidst om dig selv, dine værdier, dine svagheder og dine reaktionsmønstre – ja faktisk hele pakken og mere til. At have en høj selvindsigt kan være svært, fordi det kræver en bevågenhed af hele sit selv. En proces, der kan tage lang tid, men altid er det værd.
Vi har her samlet tre ting du kan prøve for at styrke din selvindsigt:
- Refleksion: Tag dig tid til at reflektere over dine reaktioner i forskellige situationer, da de afslører meget om, hvem du er, og hvordan du håndterer påvirkninger udefra. Vi forstår sjældent vores reaktioner fuldt ud i øjeblikket, men gennem reflekteret eftertanke kan du opnå en dybere indsigt i, hvorfor de opstod, og hvad der udløste dem. Denne proces kan hjælpe dig med at blive mere bevidst om dine mønstre og skabe en vej til en øget selvindsigt.
Du kan stille dig selv følgende spørgsmål:
o Hvad udløste min reaktion i den pågældende situation?
o Hvordan kunne jeg have reageret anderledes for at opnå et bedre resultat?
o Hvorfor reagerede jeg, som jeg gjorde? Hvad ved situationen ramte noget i mig – måske værdier, overbevisninger eller tidligere oplevelser?
Ved at dykke ned i disse spørgsmål får du en bedre forståelse af dig selv og kan begynde at arbejde målrettet med dine reaktionsmønstre og selvindsigt.
- Feedback: Bed dine kolleger om ærlig feedback for at få indsigt i, hvordan du bliver opfattet af andre. Det er vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du reagerer på den feedback, du modtager. Nogle mennesker kan have en tendens til at opfatte udviklende feedback som kritik, hvilket kan føre til en negativ reaktion. Hvis det sker, kan du bruge denne reaktion som en mulighed for at reflektere over, hvorfor du reagerer, som du gør, og hvad der ligger bag din opfattelse af feedbacken.
Læs mere: Sådan giver og modtager du konstruktiv feedback
- Personlighedstests: Overvej at anvende tests som DISC eller MBTI for at opnå dybere indsigt i dine adfærdsmønstre, styrker og præferencer. Disse værktøjer kan hjælpe dig med at forstå, hvordan du typisk reagerer i forskellige situationer, hvordan du bedst arbejder sammen med andre, og hvilke miljøer der får dig til at trives. Spørg dig selv, hvilke dele af testen du kan genkende, og hvordan du kan bruge denne viden til at udvikle dig personligt og professionelt. Reflekter også over, hvordan dine testresultater kan bidrage til bedre kommunikation og samarbejde med dine kolleger.
Lær mere om Dit personlige ledelsesgrundlag og hvordan du mestrer det
Hvad er psykologisk tryghed, og hvorfor er det vigtigt?
Psykologisk tryghed defineres af den amerikanske professor, Amy C. Edmundson, som et arbejdsmiljø, hvor medarbejdere føler sig trygge i, at kunne udtrykke sig frit uden frygt for negative konsekvenser. Psykologisk tryghed er en afgørende faktor for innovation, trivsel og succes. Lær mere om, hvad psykologisk tryghed er og hvordan du skaber det på arbejdspladsen.
Selvindsigt har en klar korrelation til psykologisk tryghed. Inden vi går videre og forklarer hvad sammenhængende mellem de to er, har vi kort defineret hvordan psykologisk typisk udtrykker sig på en arbejdsplads:
- Medarbejdere tør dele deres meninger og ideer uden frygt for ydmygelse.
- Fejl bliver betragtet som læringsmuligheder, ikke som fiaskoer.
- Der er gensidig respekt og tillid blandt teammedlemmer.
Psykologisk tryghed er et kæmpe emne, og du kan dykke endnu mere ned i det lige her: Hvad er psykologisk tryghed? Hvordan skaber du den på arbejdspladsen?
Hvordan skaber du psykologisk tryghed gennem selvindsigt?
For at skabe psykologisk tryghed i et team er selvindsigt et afgørende udgangspunkt. Når du som leder eller teammedlem forstår dine egne styrker, svagheder og reaktionsmønstre, kan du bidrage mere bevidst til et trygt miljø, hvor andre føler sig set, hørt og respekteret. Her er nogle konkrete skridt:
- Gå foran som rollemodel: Anerkend dine egne fejl og vær åben om, hvad du har lært af dem. Ved at vise sårbarhed og selvindsigt signalerer du, at det er okay at fejle, hvilket skaber en kultur, hvor læring er i fokus frem for frygt for kritik.
- Lyt med nærvær: Når du forstår dine egne reaktionsmønstre, bliver du bedre til at lytte uden at dømme. Giv plads til alle stemmer, vær nysgerrig på andres perspektiver, og udvis oprigtig interesse. Det sender et signal om, at alle bidrag er værdifulde.
Lær også om tillidsbaseret ledelse: Skab succes gennem tillid
- Frem relationer gennem empati: Selvindsigt gør dig bedre til at genkende og anerkende andres behov og følelser. Brug denne indsigt til at styrke de sociale bånd i teamet gennem regelmæssige check-ins, fælles aktiviteter og åben kommunikation.
Læs og lær mere: Bliv en god relationel leder
Selvindsigt som kerneelement og dets kobling til psykologisk tryghed
Selvindsigt er fundamentet for personlig og professionel udvikling, da det handler om at forstå egne følelser, tanker og adfærdsmønstre. Dette gør det muligt at navigere mere hensigtsmæssigt i sociale interaktioner, træffe bedre beslutninger og fremme et sundt samarbejde. Selvindsigt er derfor ikke kun en individuel kompetence, men som tidligere beskrevet, også en nøglefaktor for at bidrage til psykologisk tryghed.
Psykologisk tryghed refererer til et miljø, hvor alle føler sig trygge ved at udtrykke deres tanker og meninger uden frygt for negative konsekvenser. Her spiller selvindsigt en central rolle. Når teammedlemmer er selvbevidste, kan de lettere regulere deres egne reaktioner og skabe et miljø præget af respekt og empati. For eksempel kan selvindsigt hjælpe med at identificere og håndtere følelser som irritation i udfordrende situationer, hvilket fremmer en mere konstruktiv og inkluderende dialog.
Koblingen mellem selvindsigt og psykologisk tryghed kan således ses som en dynamisk proces, hvor det ene styrker det andet. Medarbejdere, der udvikler deres selvindsigt, er bedre i stand til at skabe og vedligeholde en kultur, hvor fejl bliver set som læringsmuligheder, og hvor samarbejdet blomstrer. Samtidig giver psykologisk tryghed plads til, at selvindsigt kan udvikles gennem ærlig feedback og refleksion.
Lær om Hvorfor selvbestemmelsesteorien er en gamechanger.
5 tips til at kombinere selvindsigt og psykologisk tryghed
Vi har samlet disse enkle, men effektive metoder hjælper dig med at styrke din selvindsigt og samtidig fremme en kultur præget af åbenhed, tillid og samarbejde. Med små tiltag kan du gøre en stor forskel for både dig selv og dine omgivelser.
- Reflektionsøvelser: Afslut dagen med at notere, hvad du har lært om dig selv i dag, og hvordan du har bidraget til dit teams tryghed. Små refleksioner skaber større bevidsthed og fremmer kontinuerlig udvikling.
- Feedbackkultur: Indfør faste feedbackrunder, hvor teammedlemmer kan dele deres oplevelser og få konstruktiv kritik. Dette styrker tillid og skaber rum for ærlig dialog, hvor alle kan udvikle sig.
- Check-ins: Start møder med en kort runde, hvor alle deler deres mentale tilstand. Det giver indsigt i teamets dynamik og skaber plads til, at alle kan komme til orde og føle sig inkluderet.
Se eller gense vores tool tirsdag om netop check-ins her.
- Mindfulness-øvelser: Praktisér mindfulness som et redskab til at styrke din evne til at være til stede og håndtere svære situationer. En øget ro og nærvær smitter positivt af på teamet.
- Sæt rammer for åbenhed: Som leder kan du skabe rammer for, at det er trygt at dele sårbare ting, fx. ved selv at være åben omkring egne fejl. Dette viser, at ærlighed og fejl er en naturlig del af vækst.
En investering i trivsel og resultater
Både selvindsigt og psykologisk tryghed er afgørende for succes i moderne organisationer. De styrker individets trivsel, fremmer teamwork og skaber grobund for innovation og effektivitet. Ved at arbejde aktivt med begge kan du og dit team nå nye højder, både fagligt og menneskeligt.
Er du klar til at tage det første skridt? Start med at spørge dig selv: Hvad kan jeg gøre i dag for at styrke min selvindsigt og bidrage til psykologisk tryghed i mit team?
Hvis du har svært ved at starte der, så kan du også starte med at kontakte os.