Introvertes evne til dyb koncentration, aktiv lytning og strategisk refleksion er ikke blot værdifuld – den er ofte nøglen til succes i komplekse og samarbejdsdrevne miljøer.
Dette blogindlæg udforsker, hvordan introverte bidrager til teams, hvilke udfordringer der kan opstå, og hvordan arbejdspladser kan skabe en kultur, hvor alle personlighedstyper trives.
Introvert eller ekstrovert: Hvad betyder det egentlig?
Introversion handler ikke om at være genert eller asocial – det er en måde at lade op på. Ifølge en rapport fra Myers-Briggs Company foretrækker introverte rolige og velovervejede miljøer, mens ekstroverte finder energi i interaktioner og spontane udfordringer. Forskning viser, at 30-50% af befolkningen identificerer sig som introverte, hvilket derfor – naturligvis - gør dem til en betydelig del af arbejdsstyrken.
At være introvert anses sommetider som noget negativt, hvilket ikke kunne være længere fra sandheden. At være introvert eller ekstrovert er ikke en konkurrence om hvad, der er bedst, men skal anses som en del af vores identitet og noget, som både indeholder styrker og svagheder. Ved at være bevidst om disse, kan teams med en divers medarbejderskare opnå gode resultater.
Styrkerne ved introverte:
- Dybde i tanke og handling: Introverte tager sig tid til at analysere og forstå problemer i dybden.
- Aktiv lytning: De lytter med opmærksomhed og kan opsummere samtaler på en måde, der giver nye perspektiver.
- Strategisk tænkning: Introvertes refleksive natur gør dem til fremragende beslutningstagere i komplekse situationer, da refleksion og overvejelse kommer naturligt for dem.
Læs og lær mere om: Diversitet og inklusion som nøgle til succes
Udfordringer ved introvert/ekstrovert dynamikker
Selvom diversitet i personlighedstyper er en styrke, kan det også skabe gnidninger i teams. Forskning fra American Psychological Association viser, at:
- Ekstroverte kan dominere diskussioner og utilsigtet overhøre introvertes input. Ekstroverte bliver nemt ivrige og kan også have svært ved stilhed. For introverte er stilhed ofte tid til refleksion.
- Introverte kan opfattes som tilbageholdende, hvilket kan føre til fejlagtige antagelser om deres engagement. Introverte, som nævnt tidligere, behandler input i hovedet og reflekterer i højere grad inden de taler – derfor er plenum måske ikke den mest oplagte måde at få introverte til at deltage.
Hvordan håndterer en leder sådanne gnidninger?
Det er sjældent, at vi helt kan undgå gnidninger i længerevarende samarbejder eller teams som skal arbejde sammen under tidspressede omstændigheder. Men hvad kan du som leder gøre for at håndtere netop gnidninger som disse? Vi har samlet 3 gode råd til at håndtere dem her:
1. Undgå at holde fast i stereotyper: Intet individ er 100% introvert eller ekstrovert – vi har alle træk fra begge typer og vi kan fremstå forskelligt alt efter situationen vi sidder i. Som leder er det din rolle at hjælpe folk med at huske på netop dette. Samtidig er det vigtigt at skabe et psykologisk trygt arbejdsmiljø, så alle personlighedstyper føler jeg set og velkommen
Læs mere: Bliv en god relationel leder eller Gode råd til et godt psykisk arbejdsmiljø
2. Faciliter balancerede møder: Sørg for, at alle får taletid, og vær opmærksom på, hvordan idéer modtages og responderes på. At skabe en mødekultur, hvor hyppig konstruktiv feedback er en vigtig del af et velfungerende arbejdsmiljø.
Læs om, hvordan Gamemastermodellen kan gøre dig til anføreren af dine møder.
3. Giv plads til forskellige arbejdsstile: Mens nogle foretrækker at brainstorme højt, kan andre bidrage mere effektivt med skriftlige forslag. I sidste ende bør målet være, faktisk at nå målet og ikke hvordan dine medarbejdere arbejder for at nå derhen.
Eksempler: Sådan skaber introverte værdi i praksis
1. Innovationsledelse i tech-branchen
I en teknologivirksomhed arbejdede et tværfagligt team på en ny produktlancering. Ekstroverte medlemmer var hurtige til at brainstorme og dele idéer i møder, mens de introverte analyserede forslagene mellem sessionerne. Én introvert softwareingeniør identificerede en vigtig svaghed i designet og foreslog en løsning, der sparede virksomheden både tid og penge.
2. Sundhedssektoren: Tålmodighed og præcision
En introvert sygeplejerske på en travl akutafdeling blev kendt for sin evne til at forblive rolig og fokuseret under pres. Hendes omhyggelige notater og dybdegående patientinteraktioner førte til præcise diagnoser og bedre behandlingsplaner.
3. Undervisning: Elevernes stemmer i fokus
En introvert lærer skabte et klasseværelse, hvor eleverne følte sig trygge til at udtrykke deres idéer. Ved at stille åbne spørgsmål og give eleverne tid til at tænke, opnåede hun en høj deltagelse, selv blandt de mere tilbageholdende børn.
Praktiske løsninger: Maksimering af introvertes styrker
For at sikre, at både introverte og ekstroverte trives, kræver det, at virksomheder er proaktive i at skabe inkluderende kulturer. Her er 3 tiltag, som kan hjælpe med at optimere introverte i arbejdsmiljøet:
1. Tilpas arbejdsmiljøet:
Hvis introverte skal føle sig mere inkluderede er et godt startpunkt at gøre jeres arbejdsmiljø mere fleksibelt. Tilbyd fleksible arbejdsområder med stillezoner og åbne rum, så det bliver muligt at vælge til og fra. Du kan også overveje at muliggøre hybridarbejde for dem, der arbejder bedst hjemmefra. Det vil samtidig kunne hjælpe ekstroverte med at kunne fokusere og udøve mere ’deep work’.
Lær mere: Sort bælte i det hybride samarbejde? 5 ting I skal mestre
2. Optimer mødekulturen:
Del dagsordener på forhånd for at give introverte tid til forberedelse og refleksion. På denne måde sikrer du samtidig at alle får mulighed for at bidrage med input. Det kan samtidig være en fordel at indføre opfølgningsmekanismer som e-mails eller asynkrone diskussioner – så alle føler, at deres input fra mødet er blevet hørt.
3. Anerkend individuelle bidrag:
Ledere bør aktivt anerkende medarbejdere, der bidrager på mindre synlige måder, som analyser eller strategiske input. Dermed ikke sagt at alle input ikke skal anerkendes, men at introverte kan have tendens til at lave et stort stykke arbejde, som ikke bliver set eller italesat på samme måde.
Læs mere: Distribueret ledelse: Øget autonomi og innovation
Skab en balanceret arbejdsplads
Diversitet i personlighedstyper er ikke blot en fordel – det er en nødvendighed i komplekse, moderne arbejdspladser. For at udnytte potentialet i dine introverte medarbejdere kan du starte med små ændringer:
- Reflektér over dine teams dynamikker: Hvem tager ordet i møderne, og hvem er mere tilbageholdte?
- Implementér inkluderende praksisser: Prøv at bruge en dagsorden før møder eller opfordre til asynkron feedback.
- Søg feedback fra dit team: Stil spørgsmål som: "Hvordan kan vi skabe plads til alle personligheder i vores samarbejde?"
Læs mere: Sådan giver og modtager du konstruktiv feedback
Ved at skabe en balanceret og inkluderende kultur kan du ikke blot styrke dit team – du kan også opnå mere innovative og velovervejede løsninger.
Introverte medarbejdere repræsenterer en stille styrke, der ofte bliver overset. Ved at anerkende deres unikke bidrag og skabe rammer, hvor både introverte og ekstroverte kan trives, kan virksomheder opnå en ny form for dynamik – én, der skaber vækst, innovation og trivsel for alle.